Ud over den typiske undervisning af de troende, administration af ritualer og skabelse af rum for dialog mellem kristne (og ikke-kristne), Kirke Den katolske kirke opretholder mange troslove. Teologiske spørgsmål i forbindelse med selve videnskaben har været en integreret del af Vatikanets aktiviteter i årenes løb. Den pavelige ufejlbarlighed opstod her som et resultat af det, der var resultatet af praktiske resultater gennem årene og fortsætter den dag i dag.
Spis treści
Den ufejlbarlige pave
Dette dogme blev indført på det første Vatikankoncil i 1870, men blev ikke endeligt accepteret før 1881. Hvorfor den elleveårige forskel? Som man kan gætte sig til, var det ikke alle præster i de højeste stillinger i kirken, der umiddelbart ønskede at forholde sig til et så utvetydigt dokument som dogmet om pavens ufejlbarlighed.
De første virkninger af disse stridigheder blev tydelige i 1871, da Johann Döllinger, en teolog fra München, som gik ind for biskoppeligt-synodale idéer i modsætning til de ultramontane idéer i kirken på det tidspunkt, blev ekskommunikeret. Han afviste ikke kun den pavelige ufejlbarlighed, men også Marias dengang fastslåede ufejlbarlighed. Resultatet var skabelsen af en ny doktrin - oldkatholicismen.
Ekkoerne af problemerne omkring titeldogmet kan stadig høres i dag, og den sidste af de højt profilerede sager, der involverede det, havde sted i form af præsten Hans Küng, som åbnede diskussionen om ufejlbarlighed. Pave Johannes Paul II selv fjernede ham således fra teologiprofessoratet.
Når pavens undervisning er ufejlbarlig?
Det er værd at præcisere, at dogmet om pavens ufejlbarlighed ikke gælder for alle pavens handlinger og synspunkter, men kun for en ret snæver række af spørgsmål, der vedrører selve kirken. For at være mere præcis stadig mere handler det om tro og moral, men ikke længere om dagligdags ting.
Selv om dette dogme er konstant, tager det ikke ofte en levende form. Interessant nok er det meget vanskeligt at finde konkrete undersøgelser om emnet i teologiske opgørelser og dokumentation. Hvad er så den sidste af de vigtigste og mest betydningsfulde pavelige udtalelser, der bærer præg af ufejlbarlighed? Det er ordene i en af encyklikaerne, hvor den polske pave fordømte abort og alle skridt i forbindelse hermed på en streng og utvetydig måde. De kirkelige kredse henviser stadig til disse ord fra 1995 og påberåber sig pavens ufejlbarlighed. Det er også umuligt at se bort fra den politiske baggrund, især inden for rammerne af den pavelige indsats på det tidspunkt (det 19. århundrede). Myndighederne i Det Anden Rige frygtede f.eks. Vatikanets indflydelse af absolut magt, som kunne nå Tyskland gennem talrige kirkelige strukturer. Som tiden har vist, har dogmet om pavens ufejlbarlighed ikke haft så vidtrækkende konsekvenser og har den dag i dag ikke så omfattende forbindelser med politik, som nogle gejstlige og magthavere frygtede.